fredag, november 10, 2006

Holocaust-uddannelse.dk

Antisemitisme

Ifølge siden blev udtrykket antisemitisme opfundet i 1879 men jøder har gennem flere hundrede år været forfulgt. Den europæiske forfølgelse af jøder har stået på siden middelalderen da de kristne var religiøst uenige med jøderne der ikke anså Jesus som Guds søn. Af selvsamme grund blev jøderne beskyldt for Kristus død, for at dræbe kristne børn og tilmed for både naturkatastrofer og pestens udbrud. Tit og ofte var dette jødehad skabt på baggrund af økonomiske forhold. I middelalderen måtte kristne ikke tage sig af pengeudlån på grund af deres tro og derfor tilkom dette arbejde jøderne. Kristne kom derved ofte til at skylde jøder penge hvilket stillede jøderne i et dårligt lys hos befolkningen. Fjendtligheden mod jøder skyldtes også angsten for det fremmede. I 1800-tallet opstod nationalismen og man begyndte rundt om i Europa at se ned på minoriteter såvel etniske som religiøse og jødeforfølgelserne voksede. Nietzsche´s idé om overmennesket blev misbrugt af antisemitter og senere af nazisterne. I slutningen af det 19 århundrede følte mange tyskere sig som tilhørende denne race af overmennesker. Nazisternes idé om at jøderne ville overtage verden stammede fra det falske dokument ” Zions Vises Protokoller”. Den dukkede op i Tyskland i 1919 og blev set på som et bevis for at jøderne var skyld i at Tyskland tabte 1. Verdenskrig. Desuden fik jøderne også skylden for Tysklands økonomiske problemer i 1930érne hvor landet var præget af alvorlig arbejdsløshed og fattigdom. Man skulle finde en syndebuk og det blev jøderne. I perioden 1933-45 blev der lavet mere end 2.000 racelove og jøderne havde stort set ikke nogen rettigheder. Nazisterne anså jøderne for en særlig race der prøvede at skaffe sig magt på den ariske races bekostninger og man lagde stor vægt på at skolerne skulle lære deres elever at det var yderst vigtigt at gribe hårdt ind overfor jøderne. Undervisningen skulle resultere i at hver elev ville være jødefjende resten af livet og give dette fjendskab videre til sine børn. Tyskerne troede at den nazistiske regering kunne løse Tysklands problemer og sympati for jøderne ville på det tidspunkt have været et udtryk for manglende tillid til Hitlers politik. Desuden ansås det at være tysker som ensbetydende med at man mente at jøderne ikke var en del af Tyskland og dets folk. Dog var der mange tyskere der tog afstand fra antisemitismen.






Holocaust

Ordet Holocaust betyder brændoffer og bliver brugt i forbindelse med nazisternes jødedrab under anden verdenskrig. Det var ikke kun jøderne der blev berørt af nazisternes racepolitik. Sigøjnere, russere, slavere, homoseksuelle, Jehovas vidner og uhelbredeligt kriminelle blev også forfulgt og myrdet som led i nazisternes racehygiejne. Man er uenig i hvorvidt Hitler altid har haft til hensigt at slå jøderne ihjel. Nogle mener det hele tiden har været hans plan mens andre mener at Hitlers politik udviklede sig til at blive mere og mere fanatisk gennem årene. Nazisternes mål var et jødefrit Stortyskland. Jøderne var simpelthen et problem der helst bare skulle forsvinde. Der har været planer om at deportere alle europæiske jøder til Madagaskar. Nazisterne havde vanskeligt ved at gennemføre disse planer på grund af krigen. Inden jødedrabene havde den tyske stat lavet det de kalde en eutanasi-aktion hvor tyske handicappede simpelthen blev myrdet af staten. Tysklands krig mod Sovjetunionen var en særdeles brutal krig. Disse to eksempler var med til at forhærde tyskerne. De havde allerede lavet folkedrab så det var ikke så svært at foretage endnu et. Sammenlagt skyldes jødedrabene en forråelse gennem eutanasi-aktionen og krigen mod Sovjet sat sammen med frustration over jødeproblemet. Man mener at 500.000 personer har deltaget aktivt i drab på jøderne men tallet er meget højere hvis man medregner lokomotivførere af jødetransporterne, dem der byggede lejrene osv.

Siden indeholder desuden tidslinier over Jødeforfølgelser i Europa fra 922 f.Kr. til 1919 og over nazisternes racepolitik fra 1920érne til 1945. Der er en oversigt over definitionen af Rene ariere, kvartjøder, halvjøder, trekvartjøder og heljøder.

Jeg synes siden giver en god forklaring på hvilke faktorer der har været med til at skabe antisemitisme gennem tiderne. Man får forklaret at antisemitismen er ikke speciel for Tyskland hvilket jeg synes er en væsentlig detalje da vi nok har en tendens til at se Tyskland i lyset af dets rolle under anden verdenskrig. Jeg synes det er en kvalitet ved siden at den forklarer antisemitismen på baggrund af religiøs uenighed. Siden fører nazisternes idéer om overmennesket tilbage til Nietzsche og viser at denne idé ikke kun var en nazistisk idé og vi får forklaret at jødehadet under anden verdenskrig i høj grad skyldtes økonomiske problemer.

Siden giver nogle gode begrundelser for hvordan Holocaust kunne ske. Forklaringen om at jødeudryddelserne skete på baggrund af erfaringerne gennem eutanasi-aktion og krigen mod Sovjet sat sammen med nazisternes problem med at deportere jøderne synes jeg lyder som en kvalificeret begrundelse. Det undrer mig dog at siden har væsentlig mere materiale om antisemitisme end om Holocaust da sidens webadresse i høj grad signalere at den beskæftiger sig med Holocaust. På den anden side kan man sige at siden forklarer Holocaust på baggrund af det materiale den har om antisemitisme.

Kilder

Siden er lavet i 2002 og materialet er sidst opdateret i juni 2005. Formålet med hjemmesiden er at give lærere og studerende på ungdomsuddannelserne og de højere læreanstalter redskaber til at lære om Holocaust. Målgruppen er lærere og elever på ungdomsuddannelser, de ældste klasser i folkeskolen og studerende på højere læreanstalter. Siden er lavet af Brian BM Larsen og Peter Vogelsang begge 29 år og uddannet cand.mag. fra Institut for historie på Københavns Universitet og lektor Karl Christian Lammers, vejleder og konsulent på undervisningsressourcen på Københavns universitet, har godkendt indholdets faglige kvalitet. Teksterne er, med mindre andet er angivet, skrevet af de to. Mediesektionen, Undervisningsministeriet har givet en produktionsgaranti til udførelsen af siden og Danmarks Elektroniske Forskningsbibliotek har givet støtte til videreudvikling af siden. Siden indeholder både undervisningsforløb, vejledning til hvordan man benytter siden, opgaveforslag til eleverne, råd til hvordan man vurderer materiale fra Internettet og en liste over forskellige søgemaskiner. Det at en lektor ved Københavns universitet har godkendt indholdets kvalitet, at Undervisningsministeriet har givet produktionsgaranti til udførelsen af siden og at Danmarks Elektroniske Forskningsbibliotek støtter en videreudvikling af siden siger mig at det er en særdeles kompetent kilde vi har med at gøre.

Thomas